Filmen A Good Year og Hemingways notesbog

A Good Year notesbog

I 2006 udkom filmen A Good Year med de to smukke mennesker Russel Crowe og Marion Cotillard i hovedrollerne. Handlingen udspiller sig i henholdsvis London og Sydfrankrig og selvom filmen dybest set er en kærlighedsfilm, så berører den også et andet vigtigt emne, nemlig det at skifte spor i livet.

Vi følger hovedpersonen Max Skinner i hans job som obligationshandler i Londons City, hvor han lever livet i yderbanen med masser af succes, penge og piger. Han lever sin drømmetilværelse indtil han en dag får brev om at hans onkel Henry er død og har efterladt Max sin vingård La Siroque i Sydfrankrig. En vingård som den forældreløse Max tilbragte alle sine somre på, når han ikke var på kostskole. Som han selv siger, så reddede somrene på La Siroque hans liv.

Max drager nødtvunget tilbage til gården som han har forsømt at besøge i mange år og minderne overvælder Max. Hans dårlige samvittighed over at have droppet kontakten med onkel Henry, hans eneste slægtning og manden som tog sig af ham da han var dreng, påvirker Max. Da han i en af filmens sjoveste scener ufrivilligt kommer til at måtte blive på La Siroque længere end planlagt, falder han pladask for en lokal kvinde.

Samtidigt dukker en anden slægtning op: Onkel Henrys ukendte datter fra USA. Mens Max nu er truet på sin arv hvis pigen kan bevise at hun Henrys datter, kæmper den ansatte vigneron for at Max ikke skal sælge gården og ikke nok med det, så er Max’s job i London også i fare.

På finurlig vis går det hele op i en højere enhed, men det må du selv kigge nærmere på :-)

Ud over at det er en dejlig film, så indeholder den noget interessant for os notesbogs-entusiaster; nemlig et eksemplar af den notesbog som Ernest Hemingway og hans samtidige brugte da de skabte deres værker i 20’ernes og 30’ernes Paris. Vi hører jo ofte at de skulle have brugt en “moleskine” notesbog, men det har Hemingway selv afvist i sin selvbiografiske bog Der er ingen ende på Paris (A moveable Feast). I bogen fortæller Hemingway nemlig:

[quote]Bøgerne med den blå ryg, de to blyanter og blyantspidseren (der gik for meget til spilde , når man spidsede blyanter med en lommekniv), bordene med marmorpladerne, lugten af tidlig morgen, rengøring og gulvvask og en smule held var alt hvad man havde brug for.[/quote]

Ja, “bøgerne med den blå ryg”, siger manden selv. Og sådan én finder vi nemlig i filmen A Good Year. Onkel Henry har naturligvis efterladt sådan én og den kommer til at spille en vigtig rolle for historiens lykkelige afslutning!

På billedet herunder kan du se Russel Crowe i rollen som Max med et eksemplar af Hemingways, eller rettere Onkel Henrys, notesbog i hånden. Så nu ved du altså hvordan Hemingways notesbøger i virkeligheden så ud!

A Good Year notesbog

Hvis du vil læse mere om gode film med notesbøger i centrale roller (eller bi-roller..) så kig i vores blog. F.eks. Midnight in Paris eller V for Vendetta.

Og husk så at se A Good Year – den er skøn!

 

Kommentar til “Filmen A Good Year og Hemingways notesbog

  1. Pingback: Store tænkere og deres notesbøger | WorkStyle

Kommentar ej mulig.