Notesbøger i Paris

I min familie er vi glade for Paris. Faktisk har vi boet i byernes by da børnene var små, men vendte (desværre..) snuden hjem til Danmark da skole-alderen nærmede sig.

Paris er for mange mennesker en drøm. Byen er fantastisk smuk, både i sol og regn, men også fuld af mennesker fra hele verden. Byen har dufte og lyde som ingen anden og er man bare en anelse interesseret i kunst og kultur, så er Paris vel nærmest et Paradis. Alle disse ting og flere til, var med til at trække kunstnere fra hele verden til i starten af forrige århundrede.

I 1920’erne valfartede kunstnere til byen og mens de store forfattere som Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald levede rimeligt godt af deres bøger allerede, var der mange håbefulde der måtte hutle sig igennem og egentligt levede en kummerlig tilværelse. Men hvad gør det, når man bor i Paris!

Da det italienske firma Modo i 1997 startede produktionen af deres version af de sorte notesbøger som Hemingway og hans samtidige kunstner-fæller angiveligt benyttede, var det for at genoplive en mytologisk notesbog. Der er ingen tvivl om at de dengang fik lavet notesbøger hos bogbindere i Paris eller andre steder og der var sikkert mange modeller. Dengang blev en simpel notesbog ikke gjort til genstand for design eller andre kunstneriske udskejelser, men blot betragtet som en beholder for de store geniers skitser. Store værker kunne lige så godt frembringes på en serviet!

Filmskaberen Woody Allen begik i 2011 en fremragende film om 1920’ernes Paris. Med amerikanske Owen Wilson og den smukke franske skuespillerinde Marillon Cotillard i de bærende roller, forfører han os til at forelske os i Paris – igen. Midnight in Paris som filmen hedder, skaber en stemning som er betagende og dragende. Vi ser nogle af de største kunstnere der nogensinde har levet og alle skuespillere er fantastiske i deres roller!

Den eneste notesbog vi har kunnet få øje på er i hænderne på Salvador Dali i den morsomme næsehorn-scene, hvor Dali, fremragende spillet af Adrien Brody, fortæller hvordan næsehorn laver små næsehorn.. Og notesbogen ligner ikke den moleskine-notesbog, der ifølge den moderne myte, skulle være nærmest fastklistret i hænderne på både malere og forfattere i Paris i 1920’erne. Næh, faktisk ligner notesbogen i Dalis hånd fuldstændig en af vores fair-trade notesbøger. Tjek selv.

Nå, Woody Allens film er naturligvis ikke historisk korrekt og vi ser jo trods alt ikke hvad Ernest Hemingway skribler sine smukke fortællinger ned i. Hemingway har dog gjort os den tjeneste at beskrive sine notesbøger i sin sidste bog, den selvbiografiske A Moveable Feast (Der er ingen ende på Paris på dansk) hvor han om sine arbejdsvaner siger:

[quote]Bøgerne med den blå ryg, de to blyanter og blyantspidseren (der gik for meget til spilde , når man spidsede blyanter med en lommekniv), bordene med marmorpladerne, lugten af tidlig morgen, rengøring og gulvvask og en smule held var alt hvad man havde brug for.[/quote]

Så den store forfatter brugte altså ikke de sorte notesbøger med den vertikale elastik, som den moderne myte ellers er bygget på.

Hvorom alting er, så er Midnight in Paris en af Woody Allens 3 bedste film nogensinde og det siger altså ikke så lidt. Tænk på film som Mig og Annie eller den vidunderlige Manhattan. Fantastiske film, begge to.

Hvis du endnu ikke har set Midnight in Paris, så bør du gøre det. Måske kan du spotte en notesbog som er forbigået min opmærksomhed. (Så skriv det lige i en kommentar herunder!)

Og hvis du allerede har set den, så se den bare igen. Skøn film!

p.s. Gode notesbøger ser f.eks. sådan ud: