5 gode grunde til at bruge en god notesbog

notesbog

“Hvorfor skriver du ikke bare på din smartphone eller tablet?”

Har du også hørt den sætning fra en af vennerne eller kollegaerne? Jeg hører det ret ofte, så jeg synes det er tid til at slå fast hvorfor der stadig er masser af områder hvor din elektroniske dims kommer til kort og en god kvalitets-notesbog er en klar vinder.

  1. Din notesbog kræver ikke din opmærksomhed 24/7. Den bibber ikke når moster Oda “tjekker ind” på St. Ollerup forsamlingshus eller når junior har taget et billede af en kammerats fodvorte. Den ringer aldrig, heller ikke når du snorksover!
  2. En fed notesbog løber aldrig tør for strøm og er helt ligeglad med ledninger og kabler! Papiret tager med glæde imod både blæk og blyant, selvom den ikke har været i nærheden af en stikkontakt i flere måneder.
  3. Du kan tage noter i din trofaste notesbog imens du taler i telefon! Prøv det på din smartphone – det giver en del problemer.
  4. En kvalitets-notesbog går aldrig i stykker når man taber den. Du kan kaste rundt med den så meget du gider uden at dine tekster eller tegninger tager skade. Faktisk giver det lidt patina til en god notesbog, hvis den har lidt skrammer og buler. (En god notesbog holder i 100 år eller længere..)
  5. Den bliver stort set aldrig væk, fordi du har betalt lidt mere for din notesbog, end for den slatne notesblok dine venner bruger og som altid bliver væk for dem. Og skulle du alligevel miste den, så står dit navn og telefonnummer på en af de første sider. På den måde får du din notesbog tilbage og måske en ny ven på samme tid!

Der er intet galt med hverken smartphones eller tablets, men en kvalitets-notesbog er bare bedre til nogle ting. Og så er en lækker notesbog altså bare mere lækker at røre ved. 🙂