Den personlige arbejdsplads, med notesbog

Den personlige arbejdsplads med notesbog

Mange virksomheder instruerer sine medarbejdere i, at deres skrivebord eller deres fysiske arbejdsområde skal udstråle orden og effektivitet. Ofte resulterer det, desværre, i noget der kunne minde om sterilitet.

Alt for ofte ser vi kontormiljøer hvor alle skriveborde er nøjagtigt ens, der er de samme kontorstole (i samme farve..), den samme kontorlampe står på alle de klinisk ryddede skriveborde og selv blyanter, hæftemaskiner og hulleapparater er identiske. Ind i mellem kan man være heldig at se en plakat på væggen som har hængt der i 30 år eller hvis det bliver meget personligt, måske et foto af en glad familie! Men det hører til sjældenhederne i dagens, kedelige og upersonlige  kontor-Danmark.

Behøver det virkelig at være sådan?

Ifølge en undersøgelse fra The British Psychological Society (BPS) opfattes personlige udtryk på skrivebordet som et udtryk for territorial afmærkning. Det lyder jo ret voldsomt, men det giver god mening. Vi sidder dér som galejslaver i 8-10 timer hver dag, afskåret fra vores familie og venner, så naturligvis har vi behov for at hævde en smule territorie. Vi vil gerne signalere at vi er mere end et lille tandhjul i den store firma-maskine. Det er naturligt.

Men det som disse kloge hoveder også fandt ud var, at denne personificering af sin arbejdsplads tjener som relations-bygning. Når vi sætter vores personlige præg på skrivebordet eller hele vores fysiske arbejdsplads, så medvirker det til at opbygge og styrke relationer med andre medarbejdere.

Bare et simpelt foto af ungerne fra turen til Disneyland Paris, er en god icebreaker når man henvender sig til en kollega ved hendes skrivebord. “Nå, har i været i Disneyland i sommerferien? Hvordan var det? Hvad synes børnene bedst om? Vi var der for to år siden da lille Toke var 5 år og han….

Man kan sagtens tage den et skridt længere ved at have et indrammet slogan på “sin” væg. Eller et par bøger som har inspireret én til at være mere kreativ eller et bedre menneske. Diplomer fra et spændende kursusforløb eller måske dit velfortjente HD-diplom som du har brugt al din fritid på at knokle for i 3 år. Farver, planter, legetøj til skrivebordet eller dine egne hjemmelavede blyantholdere eller en sej, grøn beholder til papirclips som junior har lavet i SFO’en.

Udtryk dine værdier, send nogle signaler så dine kollegaer kan se hvem du er og får lyst til at vide mere.

Den personlige arbejdsplads med notesbog

Den personlige arbejdsplads, med notesbog? Ja, naturligvis indgår notesbogen i den personlige arbejdsplads. Faktisk er det ikke bare et godt samtaleemne når den ligger på dit skrivebord, men den er jo særdeles transportabel! Du tager den under armen når du begiver dig ud på ekspeditioner i kontor-landskabet og møder nye mennesker. “Jeg kan se du bruger en gammeldags notesbog, nej hvor sjovt. Hvor har du den fra?

Sam Gosling som er professor ved universitetet i Austin, Texas, siger at:

[quote]Folk bliver mere lykkelige, sundere og mere produktive når de kan få andre menneskers synspunkter til at flugte med deres egne.. De vil genkendes. Det giver mere forudsigelighed. De ved at de andre ved hvordan de skal forholde sig til dem og relationerne (på arbejdspladsen) bliver langt bedre, når alle har en god fornemmelse for hvem der er hvem og hvad de står for. [/quote]

Så lad os lige vende tilbage til spørgsmålet om vores skrivebord behøver være klinisk rent og upersonligt.. Svaret giver sig selv: Nej, du skal gøre det til DIT skrivebord. Kig dig omkring hjemme i stuen og se hvad der gør dig glad, hvad der udtrykker din personlighed og slæb det så med på jobbet! Når de første ti kolleger så er snublet over dit surfboard eller de fantastiske fotos fra dit seneste faldskærmsudspring over Sibiriens golde sletter, vil din chef nok henvende sig, sådan lidt forsigtigt. Og så citerer du bare Sam Gosling og BPS og fortæller ham at du er på vej til at blive mere produktiv og en bedre medarbejder. Den er svær at sige nej til..

At gøre sin arbejdsplads personlig, med eller uden notesbøger, er en win-win. Bare kom i gang!

Link til BPS.

[fbshare type=”icon”] [pinterest count=”horizontal”] [twitter style=”horizontal” hashtag=”@WorkStyleDK” float=”left” lang=”da”]