Mysteriet om Indiana Jones’ notesbog

De fleste af os kender filmene med den eventyrlystne og handlekraftige Indiana Jones, som drøner kloden rundt i 1930’erne for at finde mystiske skatte, ofte i kamp med skumle og nederdrægtige skurke. Men hvor mange kender til mysteriet om Indiana Jones notesbog?

Mysteriet begynder en december-dag i 2012 da en mystisk pakke ankommer til Chicago Universitet i USA. På pakken som er adresseret til Indiana Jones, ved hans borgerlige navn Henry Walton Jones, Jr., ses falske ægyptiske frimærker og et håndskrevet postnummer som passer til universitetet. På universitetet er man mildest talt mystificeret for indholdet af pakken viser sig at være en kopi af den notesbog som film-helten brugte i Raiders of The Lost Ark. Notesbogen tilhørte en anden fiktiv figur, Abner Ravenwood og indeholdt flotte tegninger og optegnelser der ledte Indy på rette spor.

Indiana Jones notesbog i posten
Photo courtesy University of Chicago

Man satte straks en undersøgelse i gang og snart viste det sig at notesbogen var blevet solgt på eBay til en køber i Italien og var blevet afsendt fra producenten på stillehavs-øen Guam. På sin vej har pakken mistet sin yderste indpakning og post-personalet i Hawaii har på vanlig og grundig post-manér studeret den fiktive, indre indpakning som var en del af kopien, og påført pakken det korrekte postnummer. Vupti – så er pakken på vej til Indiana Jones i Chicago!

Ved hjælp af producenten sendes kopien nu til den rette ejermand i Italien. Med nogen vemod altså, for nu er flere af universitetets fakulteter blevet så interesserede i notesbogen at producenten må på overarbejde og derfor kan man den dag i dag, se Indiana Jones’ notesbog udstillet i universitetets hellige haller.

Mysteriet om Indiana Jones notesbog er en sjov lille historie om postens nidkærhed og sandelig også om vores alle sammens fascination af dagbøger og notesbøger. De drager os med deres tegninger og fortællinger og mystiske skriblerier som kun ejermanden kan forstå. Indys notesbog var forøvrigt i læder, med smukke prægninger af en Ibis og masser af papyrus. Vi elsker bare notesbøger 🙂

[fbshare type=”icon”] [pinterest count=”horizontal”] [twitter style=”horizontal” hashtag=”@WorkStyleDK” float=”left” lang=”da”]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *